Grundlov, tobloksystem og forfatningskampen

Grundloven af 1849

Grundloven blev indført i 1849 bl.a. på baggrund af Treårskrigen. Denne krig medførte en national følelse af lighed og fællesskab. Men allerede i 1850’erne var der begyndende fortrydelse blandt den økonomiske og intellektuelle elite, fordi de ikke ønskede, at den almindelige mandlige dansker skulle få for stor magt. Denne utilfredshed resulterede i nogle specielle grundlove for kongeriget og hertugdømmerne, således at valgretten blev begrænset betydeligt.

Der opstod et politisk tomrum i Danmark efter tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1864, da de Nationalliberale, som havde ført landet ud i en håbløs krig, mistede store dele af deres indflydelse. Bondepolitikerne var for uerfarne til at komme med en alternativ løsning. Pga. denne uheldige situation lykkedes det en række godsejere at gennemføre en ny grundlov, der gav dem et flertal i Landstinget. Ifølge Grundloven af 1866 var der samme valgret som i 1859-grundloven, men de 66 medlemmer blev valgt på en ny måde.

I de følgende 35 år var der et konservativt flertal i Landstinget, da over halvdelen var valgt af den økonomiske elite. Det største problem i den sammenhæng var, at der ikke fandtes regler for, hvordan konflikter mellem Folketinget og Landstinget skulle løses. Det medførte forfatningskampen mellem Venstre og Højre. Ifølge Grundloven af 1849 førte premierministeren forsædet i Statsrådet. Kongen deltog kun, når han blev inviteret. Grundloven af 1866 ændrede dette forhold, idet det nu blev kongen, som skulle føre forsædet. Samtidig blev titlen på regeringens førende minister ændret fra premierminister til konseilpræsident.

Grundloven består af magtdelingsprincippet:Den lovgivende (rigsdagen) , den udøvende (Regeringen) og den dømmende magt (domstolen). Disse tre magter skulle sikre mod enevælden, og blev begyndelsen på et demokratisk styre. Det var dog ikke helt demokratisk, da det kun var 14 procent af befolkningen der havde stemmeret. Det var de formuende, velbegavede der havde stemmeret, og var dermed også dem der havde magten. Selvom kongen blev sat ud af spil havde han dog stadig en magt, da han selv udpegede hvem der skulle sidde på 12 af pladserne i Landstinget. Godsejere og venstrevælgere dominerede landstinget og bonderepsæsentanterne endte med at dominere folketinget, men den store kløft mellem disse grupper, gjorde at de ikke kunne arbejde sammen.

Af Mia og Lya

Forfatningskampen

Dette var en politisk konflikt og magtkamp i Danmark mellem det konservative flertal i landstinget og de liberale flertal i folketinget (omkring 1870-1900). Grundloven bestemte, at finansloven først skulle forelægges Folketinget, så her mente Venstre, at man havde et effektivt våben til at tvinge en regering til at gå af, da det var grundlovsstridigt at opkræve skatter eller afholde udgifter, der ikke havde hjemmel i en vedtagen finanslov.

Tobloksystemet

Da der i 1901 skete et systemskifte i regeringen, opstod der kort tid efter et tobloksystem. Tobloksystemet afspejlede de nye skillelinjer i befolkningen.
Højre (konservative, venstre, radikale venstre) vs. venstre (socialdemokraterne) Disse to blokke havde forskellige holdninger. De radikale ville bevare det markedsøkonomiske system, hvorimod socialdemokraterne arbejdede for et socialistisk samfund med fælleseje af produktionsmidlerne. Det lykkedes alle fire partier at blive enige om en ny grundlov i 1915. De største ændringer var, at kvinder og tjenestefolk fik stemmeret. Og på grund af denne nye lov, steg antallet af valgberettigede ved folketingsvalgene fra at udgøre 18 % af befolkningen til ca. 40-45 %.    

Af Martina og Lisbeth